Minihospitalet er lukket - men bare rolig universet lever videre!
Siden 2019 har Minihospitalet skabt leg og glæde for familier med børn ramt af sygdom og særlige behov. Det har været et projekt, der har stået mit hjerte meget nært. Men nu er tiden kommet til at give slip.
Jeg har derfor valgt at lukke Minihospitalet, som vi kender det i dag. Det er ikke en let beslutning, men heldigvis er det ikke enden på historien. Jeg er nemlig utrolig glad for, at Minihospitalets univers fremover kommer til at leve videre hos Legeakademiet.
Legeakademiet
Hos Legeakademiet er synet på børn og leg, at leg ikke bare er underholdning, men noget helt grundlæggende for børns trivsel, udvikling og måde at forstå livet på. Det gælder også, når livet gør ondt, bliver utrygt eller svært at begribe.
Det er netop derfor, Minihospitalet passer så naturligt ind hos Legeakademiet.
For tanken bag Minihospitalet handler om præcis det samme: At møde børn med omsorg og respekt for det, de står midt i. At give plads til bearbejdning, spørgsmål og følelser gennem legen. Og at anerkende, at børn ofte forstår mere, når de får lov til at lege sig ind i det svære.
Det er en tilgang til børn, Legeakademiet deler og derfor betyder det meget for mig, at Minihospitalets tanke og univers får lov til at leve videre dér.
Tusind tak
Tak til alle jer, der har hjulpet, støttet, handlet og fulgt med gennem årene. Det har betydet mere, end I aner. Og en særlig tak til teamet hos Legeakademiet for at tage Minihospitalet ind under jeres vinger. Jeg glæder mig til at følge med.
Mange hilsner
Toke Kristensen